søndag den 30. december 2018

Stellersand ved Korshage

Denne fugl blev årets bedste oplevelse for mig! Godt har jeg set Stellersand før i Danmark (og endda på Sjælland), og også set en han i pragtdragt (i Halland), men det var tilbage i perioden '86-'91, så en genoplivning af mindet var på sin plads. Arten mindsker i Danmark i takt med den globale opvarmning, så det så mere og mere håbløst ud at skulle være heldig med arten. 20180329 blev en rastende fugl så fundet af EVR på Korshage. Finderberetningen kan læses her! Heldigvis var der ikke rigtigt noget på programmet den formiddag, så det var bare at komme afsted. Fuglen sås ubesværet ved ankomst, trods blæst og mørke, og den var akkurat tæt nok på til at kunne fotograferes hæderligt.



fredag den 23. november 2018

Islommer og Brilleænder

Vinteren gav mulighed for at nyde et par islommer; en stationær 2k-fugl i Vombsjön i Skåne blev besøgt en af de første dage i det nye år, og så kunne en gammel fugl i overgangsdragt nydes i det tidlige forår ud for Lumsås Nordstrand. Her rastede den sammen med en gammel Brilleand. Denne Brilleand var en ny fugl i forhold til en anden gammel fugl, der sås samtidig med Asiatisk fløjlsand ved Eskebjerg Vesterlyng. Lumsås-Brilleanden var givetvis den samme fugl, der sås på lokaliteten året før, og Islommen kunne også meget vel være identisk med en gammel fugl set året før ud for Sandflugtsplantagen - mere om disse fugle her. Små bonusser kom i form a lækre flokke af Bjergænder på Eskerbjerg Vesterlyng, og minsandten vinterens tredje Kongeederfugl for mig, rastende i Isefjorden.

Islom 2K, 2018-01-02 1248, Vombsjön i Skåne. Bemærk den skællede overside, der viser det er en 2K.



Bjergænder ved Eskebjerg Vesterlyng, 2018-02-11.

Et par dage senere, 2018-02-13.


Brilleand i blandet Melanitta-flok. Der var pæn afstand til fuglen, men stemningen i det stille vejr med det sarte lys var utroligt smukt. Eskebjerg Vesterlyng, 2018-02-17 1508.


Brilleand nr. 2 fra venstre, med Nekselø til højre. 2018-02-17 1541.

Brilleand dagen efter, i skarpt solskin. Eskebjerg Vesterlyng, 2018-02-18 1027.

Brilleand, Eskebjerg Vesterlyng, 2018-02-18 1029.

Et håbløst billede af en Kongeederfugl i Isefjorden, 2018-03-13.

Islom, adult i overgangsdragt, Lumsås Nordstrand, 2018-03-31 1118.


Forsøg på at digiscope Islommen.

Brilleand, med Fløjlsand til højre, Lumsås Nordstrand, 2018-03-31 1206.



søndag den 21. oktober 2018

Vintergæs

Vinteren 2017/2018 bød på overraskende stor diversitet blandt de midt- og vestsjællandske gæs. I senvinteren dukkede både en Rødhalset gås og en Dværggås op, som ekstra krydderi blandt de Grå-, Sæd-, Bram-, og Blisgæs som i større tal overvintrede. Dværggåsen var ringmærket og påsat en sender, der gjorde det muligt at følge dens færden her på denne side. Gåsen "hedder" LWFG_91912_2014  . Det kan ses at den forlod Sjælland 2018-05-10, og trak til Småland i Sverige. Spændende om den kommer tilbage.

Satellit-mærket Dværggås lander i Kobæk Mose, 2018-02-27.

onsdag den 22. august 2018

Hvidrygget spætte i Garphyttans NP

I september 2017 blev en Hvidrygget spætte fundet i Garphyttans National Park, i nærheden af Örebro i Sverige. Den viste sig at blive langtidsstationær, og var langt det meste af tiden relativt nem at se. Dels blev overnatningstræet fundet et par kilometer fra indgangen til parken, og dels kunne spætten ses dagligt fouragere i længere tid af gangen på en afgrænset løveng ved parkens indgang. Få gange drillede spætten, men det i store og hele var den til at finde, godt hjulpet af de mange mennesker der konstant var på besøg i parken. I Sverige er arten meget svær at se, med en meget lille bestand der er svær at besøge. Lidt flere i både Norge, Finland og Tyskland, men altid sværtset. Denne fugl var langt tættere på Danmark, end arten havde været i mange år.

Flere af mine danske birdervenner besøgte parken, og de fik en rigtig fest med bonusspætter som Tretået spætte og Gråspætte. Da jeg holdt vinterferie i uge 7 tænkte jeg at der også skulle være tid til at jeg fik set fuglen. 2018-02-14 lavede jeg derfor et monstertwitch, hvor jeg kørte til parken med forventet ankomst 0700, hvilket kom til at passe nogenlunde. Det var en lang køretur, med færgen som et tiltrængt stop. Efter en ørkesløs vandring mod overnatningstræet og tilbage til løvengen sad fuglen fint i et træ lige over stien klokken 0810. Fuglen blev på Løvengen frem til klokken 1000, hvor jeg kørte. Jeg nød fuglen i skop, i skiftende selskab med diverse svenskere, der sev ind og ud af parken. Det blev også til en god obs af Gråspætte, der besøgte et ophængt stykke talg. Sortspætter og Store flagspætter sås hele tiden, og en Grønspætte viste sig kortvarigt.

Det gav et sug i maven, da spætten pludselig sad over hovedet på mig i skumringen, kl. 0821.

tirsdag den 17. juli 2018

Asiatisk fløjlsand ved Eskebjerg Vesterlyng

En af vinterens bedste oplevelser skulle vise sig mindre end 25 km fra min bopæl. RS brugte en fridag 2017-02-07 på at kigge Melanitta'er ved Vesterlyng, og der var omgående udbetaling i form af en Asiatisk fløjlsand Melanitta (deglandi) stejnegeri. Læs mere om fundet her! Fuglen sås - undertiden uregelmæssigt - frem til 2017-02-17, og jeg fik set den ved flere lejligheder. Fuglens fremtoning var karakteristisk, med hvælvet pande og fremspringende næseknop. I øvrigt bemærkede jeg dens tydeligere vingebånd i forhold til Fløjlsand. Og endelig var jeg heldig at fange fuglen i flugt, omend på afstand. Troligvis samme fugl blev fundet i Laholmsbugten en måned senere, hvor den i sidste halvdel af marts kunne ses fra Skummeslövstrand.

2018-02-08 i skumringen efter fyraften, 1700.

torsdag den 28. juni 2018

Stor gulben ved Stora Amundön

Kort før jul blev en Stor gulben fundet (dog efterbestemt) i det sydlige Bohuslen. Efter forgæves eftersøgning blev fuglen tilfældigt genfundet meget tæt på Göteborg et par dage senere, hvor den kunne ses nogle dage ved Stora Amundön. Herfra forsvandt fuglen også, men blev igen genfundet, nu kort før nytår, i det mellemste Halland. Her blev fuglen en rum tid, inden den endegyldigt forsvandt.

Selv om jeg havde set arten i 1996 i USA var den alligevel højt på min ønskeliste, og da den virkede relativt medgørlig udnyttede jeg et frirum i julen til at prøve et twitch - afstanden var kortere end til Skagen, så det var absolut indenfor rimelighedens grænser. 2017-12-26 gik det så afsted, og jeg var pp inden solopgang i vintermørket på en meget mild og blæsende dag. Jeg fandt selv fuglen i tusmørket, og tog pligtskyldigt nogle dokuskud (på grænsen til det umulige i mørket), eftersom fuglen var tæt på. Den rykkede kort efter lidt længere ud, men var stadig nem at se. Efter noget tid fløj fuglen 500 meter længere mod syd, og sås nu fra et endnu mere forblæst sted. Jeg holdt ud og skiftede mellem at fotografere og kigge i skop, indtil fuglen drog tilbage til sit udgangspunkt. Den fløj lavt over hovederne på os, og det gav akkurat ét godt flugtbillede. Da klokken nu var ved at være 1000 besluttede jeg for at køre hjem igen, så det ikke blev alt for sent.

0836.

mandag den 18. juni 2018

Kongeederfugl ved Korshage

JS i Rørvig fandt en flot Kongederfugl 2017-12-23 om formiddagen. På trods af mit nylige fund ved Røsnæs var jeg meget opsat på at se også denne fugl, da der nemt kan gå mange år inden jeg igen støder ind i en Kongederfugl. Jeg kombinerede lidt juleindkøb med den mindre omvej til Rørvig, og fik en god time i selskab med fuglen. Den sås noget bedre end fuglen ved Røsnæs, omend i kraftig blæst. Den så ud til at have en noget mere udviklet næbknop i forhold til Røsnæsfuglen, og må således regnes som en ny fugl. Fuglen ikke de efterfølgende dage, men blev genfundet af KMO 2017-12-29. Som altid vises 10 ens skodbilleder :-)

13:53.

torsdag den 14. juni 2018

Røsnæs leverer!

2017-12-04 fandt jeg en Kongeederfugl på revet ud for Røsnæs Fyr. Det blev mit bedste fund for 2017, så det var i sidste øjeblik. Ydermere havde jeg ikke set Kongederfugl siden en rejse til Grønland i 1999, så det var et tiltrængt gensyn med arten. Fuglen lå på noget afstand, så billederne er ikke helt fantastiske, men dokumenterer fint fuglens tilstedeværelse. Jeg så fuglen i lavt december-medlys, og nød hvert minut med den, men fuglen kunne ikke genfindes efter at jeg forlod lokaliteten.

En Sortstrubet lom drev forbi Røsnæs Havn en måned tidligere, 2017-11-04, og gav et sjældent fint kig på en art der ellers ofte ses på nogen afstand. Vel egentlig den bedste kystobs af arten jeg nogensinde har haft. Alt i alt godkendt for Røsnæs!

Sortstrubet lom, Røsnæs Havn, 2017-11-04, 13:57.

mandag den 11. juni 2018

Gode småfugle i november

Efterårets sidste gode småfugl blev for mit vedkommende en Nonnestenpikker, der blev fundet af EVR på Skansehage ved Rørvig 2017-10-31. Jeg var pp tidligt næste morgen, 2017-11-01, hvor jeg havde et par timer inden jeg skulle på arbejde. Efter en halv times eftersøgning blev fuglen fundet, og kunne nu nydes på behørig afstand. Fuglen var en hun, og derfor relativt anonymt tegnet, selv om haletegningen og den lange primærprojektion afslørede den. Det vil givetvist være en fugl jeg vil prøve på at rykke på igen, hvis en han - forår som efterår - kommer forbi.

2017-11-11 var jeg forbi Gedser Fuglestation for at arbejde lidt med club300, og der kom AnHL forbi med en fin Rødtoppet fuglekonge. En fin afbrydelse!

Næste weekend, 2017-11-19, var jeg på Fjellerup Strand på Djursland for at kigge efter Krognæb. En lille gruppe fugle var dagen før set i en sommerfuglehave, så dem skulle jeg også se. De var imidlertid langt væk, men en lille flok Store korsnæb sad fint i hans have i stedet for. Det var mange år siden jeg har set så fine Store korsnæb, da det normalt ikke er en art jeg ofrer meget opmærksomhed.

Jeg er fan af det lave vinterlys, så en Skærpiber i Reersø Havn, 2017-10-30, skal også med...

lørdag den 9. juni 2018

Kaspisk måge 2 ad nov 2017

Hermed de sidste af 2017's Kaspiske måger i Reersø Havn. Jeg opdagede dem liggende sammen på vandet ud for sydmolen. Her lå de i ca. 5 minutter, inden de med få minutters mellemrum lettede og fløj mod vest. De var overraskende lette at pille ud. Kombinationen af mørkt øje og tyndt, blegt næb var meget slående. På de flyvende fugle sås endvidere de karakteristiske tegninger i hånden; det sorte fordeler sig mere som et seglformet område ift Sølvmåge, og p5 viser bredt w-tegnet bånd. Endvidere ses lyse tunger på inderfanerne i p5-10, der giver et udtryk ala det gamle Kløvermælklogo. Eneste forskel på de to fugle er, at den ene viser rest af halsboa, hvilket visse adulte kan vise.

Kaspisk måge adult til venstre, og adult med svag halsboa i midten. Sølvmåge til højre.

mandag den 4. juni 2018

Kaspisk måge 3cy nov 2017

Kaspisk måge er nemmest at bestemme i sin første vinterdragt; arten er noget sværere at pille ud i de immature og adulte dragter. En 3cy holdt til i Reersø Havn i efteråret 2017, og jeg var særligt heldig med den 2017-11-14, hvor den fløj frem og tilbage over havnebassinet i et par timer om eftermiddagen. Her en længere billedserie. Man bemærker bla rest af halsboa, svag gonysvinkel på undernæbbet, og hvid plet på p10.

13:43.

onsdag den 30. maj 2018

Kaspisk måge 1cy okt-dec 2017

2017 blev et godt år for Kaspisk måge i Reersø Havn, med mindst 5 forskellige fugle, og sikkert nogle flere. Jeg fik dokumenteret 2 1k fugle, der vises her; den ene noget bedre end den anden. Sandsynligvis var der mindst en mere 1k fugl, men den fik jeg ikke billeder af.

De 2 fugle her viser mindre forskelle. Vigtigst er at den ene i den postjuvenile fældning har skiftet få rygfjer til rent grå, og et par vingedækfjer til rent grå. Den anden fugl viser ingen grå fjer i dækfjerene.

Fugl #1, 2017-10-27, 16:44.

fredag den 25. maj 2018

Brun Løvsanger ved Hvidbjerg

Efter at have nydt den intense oplevelse med Høgesangeren ville jeg køre en tur forbi Blåvand inden jeg kørte hjem. Så langt nåede jeg dog ikke - efter at have startet bilen kom der en melding om Brun løvsanger ved Hvidbjerg Camping, og det kunne jeg trods alt ikke ignorere. Fuglen blev fundet af KBJ og KDu langs en grøft med bevoksning, så den var ikke nem at genfinde, men efter lidt playback kom den frem, og kunne ses nogenlunde de næste par timer. Det lykkedes at få et par hæderlige skud af fuglen. Næsten ligeså bemærkelsesværdigt var det, at 2+ Hvidbrynede løvsangere sværmede omkring indenfor ganske få meter, og krydrede ventetiden!

Brun løvsanger, Hvidbjerg Camping, 2017-10-19, 10:30.

onsdag den 23. maj 2018

Høgesangere

2017-10-19 var jeg igen i Blåvandsområdet; nærmere bestemt på Skallingen, hvor en Høgesanger siden 2017-10-16 havde holdt til i en isoleret sommerhushave i klitterne. Høgesanger havde jeg hidtil behændigt undgået at connecte med; det er helt enkelt en art der er blevet mere og mere sjælden, og ofte synker i jorden kort efter opdagelse. Jeg var som sædvanligt tidligt på færde, så selv om det ikke var helt nat var jeg i den stille regn alligevel overrasket over at høre en melding på fuglen tikke ind tidligt, mens jeg kørte gennem Ho Klitplantage. Der var altså snor i fuglen, så det var bare at stige ud og holde sig klar. Efter at have skulket i 10 minutter viste fuglen sig endelig, og nu på en nærmest bizar måde: den kravlede rundt i hjælmebevoksningen foran sommerhuset, nærmest for fødderne af de måbende observatører! Her fangede den lidt insekter, mens man på utrolig kort afstand kunne studere dens grå, men alligevel karakteristiske, fjerdragt. Den virkede meget pjusket og forkommen, med regnvåde fjerspidser og uræd adfærd.

Endnu mere mystisk var det, at allerede ugen efter så jeg en mere! 2017-10-21 blev en Høgesanger opdaget i området omkring Nordhavnstippen, og jeg benyttede en kort dag på arbejdet 2017-10-23 til at rykke på denne fugl også. Efter at være blevet set jævnligt indtil en halv time inden min ankomst 1400 var fuglen nu ude af syne frem til klokken 1515, hvor den kort viste sig i en tæt busk. Jeg nåede akkurat at få et skud af fuglen, og de forsamlede twitchere nåede alle lige at få set den. Det skulle vise sig, at der efterfølgende var god tid; fuglen blev der frem til 2017-11-04.

0837: Høgesanger i Hjælme, Skallingen 20171019.

tirsdag den 15. maj 2018

Sibirisk bynkefugl ved Ho Enge

20171014 fandt TPa en Sibirisk bynkefugl ved Ho Enge, lige over for golfbanen, i Blåvandsområdet. Den blev flittigt twitchet frem til 20171017, af mig også, da den forsvandt. Jeg kom i det første lys på andendagen 20171015, og nød fuglen frem til klokken 0915. Efterårsferien var skudt godt i gang.

Sibirisk bynkefugl er en af dem jeg aldrig rigtigt er blevet gode venner med. Jeg har aldrig rigtigt fået bestemmelseskaraktererne ind under huden, og trods relativt mange fund har jeg aldrig kunnet twitche arten. Jeg har en del gammel erfaring med (under?)arten Stejnegers bynkefugl fra Kina, og ellers kun en feltobset fugl fra Stora Fjäderägg i 1992. Det var derfor en positiv overraskelse at se fuglen og ved selvsyn få arbejdet lidt med den. Der er dog stadig forvirring omkring taksonomien, og efter al sandsynlighed skilles Stejnegers bynkefugl ud inden længe. Det efterlader næsten alle de danske fund som sp.-ere maurus/stejnegeri - opskriften på en evig hovedpine! Selv om fuglen sås intenst over 4 dage, var det finderen TPa's billeder på DOF-basen, der er de bedste. De kan ses her. Det ene billede viser tydeligt, at overgumpen ingen mørke pletter har - i modsætning til Stejnegers, som det kan læses her. Det skal blive spændende at følge med i om de to (under?)arter splittes, og om de kan feltbestemmes.

0801: Helt fra morgengryet var fuglen aktiv.

mandag den 14. maj 2018

Sortbrynet albatros ved Korshage

Som det kan læses i et gammelt indlæg om Sortbrynet albatros på Agger Tange står mødet med en albatros som noget helt særligt man kun kan drømme om. At se arten i 2015 var derfor en episk oplevelse af nærmest bibelske dimensioner. Fuglen fra Agger ser ud til at være flyttet ind i den tyske del af Vadehavet om sommeren, og er set årligt 2014-2017. Det var derfor ikke umuligt at man kunne se den igen, men at det skulle ske ved den sjællandske nordkyst i 2017, og tilmed et nyt individ, blev alligevel årets største ornitologiske oplevelse for mig.

Jeg havde i dagene inden godt bemærket, at fuglen sås ved den svenske vestkyst. Jeg glædede mig over de begejstrede svenske meldinger, og varmede mig ved tanken om, at jeg havde arten i bogen. Torsdag 20171005 lykkedes det imidlertid at connecte med fuglen, takket være held og damagecontrol. Jeg havde fri 1500, og skulle til frisøren 1530. Da var meldingerne om, at fuglen var blevet genfundet ved Liseleje netop begyndt at komme, og jeg sad som forstenet i frisørstolen. Jeg ville ikke kunne nå fuglen fra Nordsjælland inden det blev mørkt, og det ville blive morderligt sent inden jeg kom hjem alligevel, men kunne den ses fra Rørvig? Det stod hurtigt klart, at fuglen godt kunne ses fra Rørvig, og jeg kørte med det samme derop. Ved ankomst lidt over 1700 kom twitcherne dryssende tilbage fra obsposten på Korshage, og fortalte at den stadig var derude, men kun en birder var blevet tilbage for at holde styr på den. HVR sad koncentreret tilbage, og havde stadig fuglen i skopet da jeg nåede ud til ham, så det var jeg meget taknemmelig for. Fuglen bevægede sig i store 8-talsbuer over Kattegat, og kom langsomt men sikkert tættere på. Dette mønster gentog sig 4-5 gange. Til slut, omkring 1830, var fuglen gået mod vest ind i Nyrup Bugt, hvor den gik til rast for natten. Undervejs sås også 3 Storkjover og 1 ride; et skønt krydderi på en smuk og episk dag!

At fuglen var ny sås på den grågrønne næbfarve og svagt tegnede øjenbryn. Mine billeder er efter omstændighederne ok, men andre, der var tidligere afsted fik fantastiske billeder både fra Hundested og Rørvig. Disse billeder dokumenterer med al tydelighed at det er en immatur fugl. Mine billeder viser til gengæld den gyldne time som fuglen optrådte i, da jeg så den. Den endeløse række af repetitive billeder undskyldes hermed for at vise fuglen i lidt forskellige zoomvarianter, så skumringen også får lidt plads. Desuden er nogle af Korshages vigtige pejlepunkter med - Hesselø og de 2 gule bøjer.

1748: Den første Storkjove, relativt langt ude.

lørdag den 28. april 2018

Hesselø 2017

Igen i 2017 fik jeg mulighed for at komme til Hesselø. Det blev til 2 ture; 20170609 og 20170922. Igen var oplevelsen stor, med masser af fugle på begge ture. Turen i juni var præget af de store mængder Tejster og Sildemåger, der yngler på øen. Desuden et pænt lille fald af Svaleklirer, samt en sen Fjeldvåge og en Kanadagås af racen occidentalis. Turen i september bød på flot, klart vejr, samt et fund af 2 Dværgværlinger, en Hvidbrynet løvsanger, og et stort fald af Rødhalse og Rødstjerter. Her lidt billeder fra de 2 ture.

3-400 Tejster ligger rundt om Hesselø i yngletiden. Her fra ankomsten 20170609, 0604.

mandag den 23. april 2018

Slagfalk på Værnengene

Efter mange års tilløb, og med en række sikre og mindre sikre undslupne falkonérfugle set rundt omkring i Jylland gennem årene, blev Slagfalk optaget på den danske A-liste for fugle. Anstødsstenen blev et fund gjort på Værnengene i august 2017 af det berømte tirsdagshold; finderberetning kan læses her. Fundet endte med godkendelse i kat. A, og et fund i 2005 fra Skagen kom med i samme ombæring. Top-twitcherne havde da også lugtet lunten, og twitchede fuglen preliminært - en god art at have i banken!

Selv fik jeg set fuglen på sidstedagen, 2017-08-20 fra tidligt om morgenen, og det skulle vise sig at være klogt. Fuglen forsvandt nemlig lidt over 0730. Efter først at have fået et par heftige morgenbyger i det gryende lys, og derefter brygget på en siddende vandrefalk i noget tid, kom Slagfalken endelig forbi os 0645, og tog et par runder over engen vest for vejen. Det blev til et par flyveture, nogle længere perioder hvor den sad på engen, og til slut en længere luftkamp med en vandrefalk.

0702

søndag den 15. april 2018

Middelhavsmåger og Topskarver i Kroatien

En sejltur i den dalmatiske skærgård gav gode muligheder for at kigge godt på masser af Middelhavsmåger i alle aldersgrupper - mest i mangel på bedre; jeg havde fromt håbet på et par skråper, men det blev kun til måger og Topskarver. Jeg nøjedes med at glæde mig over de mange aldersgrupper der var repræsenteret. Alle billeder er fra 2017-07-06 på en sejltur fra Zadar.

En collage af 5 billeder giver dette "landende Topskarv"-motiv.

mandag den 9. april 2018

En uge i Kroatien

Sommerferien i 2017 indeholdt en afslapningsferie i uge 27 i Kroatien. Vi kørte den lange tur i bil - over 2 dage - og havde base i en lejlighed i den lille by Posedarje, ca 30 km fra Zadar ved den dalmatiske kyst. Lejligheden var bla valgt fordi den ikke lå alt for langt væk i forhold til Paklenica NP, hvor der er en god lokalitet for Stenhøne. Da birding kun skulle være en sekundær prioritet nøjedes jeg med denne ene target-art. Det skulle dog vise sig, at vi boede ganske udemærket i forhold til at hyggeobse, så resten af familien kunne holde det ud. Vi boede midt i en god Stenhøne-lokalitet, så Paklenica blev sprunget over - desværre. Både landskab og øvrig fauna dér er klart et besøg værd. Inden for få 100 meters afstand fra vores lejlighed havde vi bofaste arter som Stenhøne, Gærdeværling, Markpiber, Gråsejler, Topskark, Spansk spurv, Middelhavsmåge, Dværghornugle (0 fotos) og Pirol (0 fotos!!!), så vi endte med at prioritere andre besøg. Vi deltog i en sejltur til Kornati NP, med et ophold på en mindre ø. Det blev en stor oplevelse, selv om jeg havde håbet på at se nogle skråber. Man skal måske længere ud i Middelhavet? Plitvice NP blev også besøgt, og var ligeledes en stor oplevelse; især landskabet var meget specielt. Trods det begrænsede udbud af fugle over ugens løb var langt de fleste arter spændende og eksotiske - en meget positiv overraskelse!


Et gråsejlerpar ynglede på bygningen, der husede vores ferielejlighed.

søndag den 25. marts 2018

Ådselgrib på Lolland

Månedsskiftet mellem maj og juni kaster stort set altid et megahit af sig, og 2017 blev ingen undtagelse. Lørdag 2017-06-03 opdagede MT ved 12-tiden en overtrækkende Ådselgrib på Halsnæs, og den sås flygtigt fra Rørvig få minutter efter. Den forsvandt derefter trods intens søgen over hele Sjælland. Den sås ifølge DOF-basen dog syd for Ringsted af et ægtepar, lidt over 17. Dagen efter blev den igen eftersøgt intenst uden held, bortset fra en obs ved Stigsnæs lidt over middag hvor fuglen forsvandt i dis. Pinsemandag har twitcherne taget opstilling ved alle de sydvendte odder, dvs Møn, Gedser, Hyllekrog, og Sydlangeland. De blev ikke skuffede. Fuglen blev genfundet ved Saksfjed på Lolland klokken 1050, og trak meget langsomt mod vest. Folk på Møn og Gedser, og øvrige lurepassere i Storstrømsområdet nåede fuglen i fin stil.

Alt dette har jeg bemærket fra sidelinjen, men har ikke rigtigt taget del i det. Lørdag har jeg været i Allindelille om morgenen og nydt de sjældne orkidéer samt haft kalas på en Skovsanger. Ved middagstid kom et regnområde ind over Sjælland, og jeg tilbragte eftermiddagen i haven og kiggede konstant op. En sydtrækkende Lærkefalk fik mig til at være opmærksom, men der kom ikke andet. Søndag slog jeg Ådselgribben ud af hovedet, da det regnede og var diset. Jeg kiggede ved Tissø på Sorthovedet måge, og ved Sorø Sø på Drosselrørsanger, men vendte ellers tomhændet hjem. Mandag har jeg mere eller mindre haft glemt Ådselgribben og tænkt at den dagen før er smuttet videre til Langeland. Jeg havde et ønske om at gense det enlige eksemplar af Ridder-gøgeurt på Amager Fælled, så tidligt om morgenen rykkede jeg mod København. På vejen meldtes en Lundsanger ud ved Kongelunden, så den ville jeg gerne se først. Den viste sig at være en Lille fluesnapper, men det var stadigvæk en god obs. Jeg kørte derefter ind på Fælleden til orkidéen, og på vej tilbage til bilen kom meldingen om Ådselgribben. Jeg tyggede og vendte skråen i munden - rovfugle kan godt trække ud, men ofte kører de rundt på de sydvendte odder, og der stod faktisk at den var rastende...Jeg besluttede at tage chancen, og var heldig med at pinsetrafikken ikke var alt for tæt. Jeg kom hurtigt derud af, og takket være hurtige opdateringer ankommer jeg knap 2 timer senere ved Dannemare. Jeg så fuglen med det samme, kredsende i 3 kvarter over det samme område, indtil den 1345 gik mod vest. Vi forventede og håbede at den trak over til Langeland, men fuglen sås aldrig derovre. Vi hørte de hjerteskærende beretninger om folk der var fanget på færgen mellem Tårs og Spodsbjerg, og om desperationen og skuffelsen hos det ventende hold på Langeland. I sandhed en nådesløs hobby!

Den prægtige Flueblomst trives i Allindelille.

fredag den 23. marts 2018

Gode småfugle i foråret

Foråret 2017 blev godt for småfugle af den ualmindelige slags i Vestsjælland. En overvintrende Bjergpiber i Reersø er allerede blevet behandlet, men derudover bød egnen på Lapværlinger og Nordlig blåhals på Reersø, Drosselrørsanger i Sorø Sø, og, som bedste fugl, en Rosenbrystet tornskade ved Luntebjerg i Odsherred.

Drosselrørsangeren er en gammel kending efterhånden, der har hævdet territorium siden 2014, mens resten blev fundet tilfældigt optrædende. Lapværlingerne blev fundet af Christian Glahder i januar som en flok, der som mest talte 10 individer, og som blev indtil april. Blåhalsen blev fundet under lusk af Ragnar Smith og Rasmus Momme 2017-05-13 om eftermiddagen, og blev vist kun set af dem samt undertegnede. Den Rosenbrystede tornskade blev fundet fra bil langs Sjællands Odde-vejen af Michael Fink Jørgensen, og kunne akkurat nås af en håndfuld sjællandske twitchere.


torsdag den 1. marts 2018

Ynglende Sorthovedet måge i Tissø

I 2017 ynglede et par Sorthovede måger i måge-/ternekolonien på øerne i Tissøs sydende. Mig bekendt er det første gang arten yngler i Tissø. Begge fuglene havde "snavs" i hånden, hvilket umiddelbart gør dem til 3k-fugle; dog var den ene betydeligt mere tegnet end den anden. Fuglene blev fundet primo maj, og ret hurtigt mistænkt for at være ynglende. Ultimo maj kunne en unge ses, der stille og roligt voksede. Fuglene sås fodre frem til ultimo juni. Jeg fulgte dem ikke overdrevet intenst, men så dem dog spredt over perioden. Her lidt stemningsbilleder - i mangel af nærbilleder - fra begivenheden.

Et oversigtsbillede fra en smuk aften i maj. Tissø, 2017-05-19.

tirsdag den 20. februar 2018

Vadefuglestudier

Hvert forår forsøger jeg at komme nogle gange forbi Borreby Mose, når Stor kobbersneppe gør mest væsen af sig. Således også i 2017. Det ligner efterhånden de samme billeder år for år, men oplevelserne er alligevel enestående. Ikke mange steder ser man kobbersnepper på så kort afstand på øerne. Det blev også til gode oplevelser med andre arter; især må en morgen i maj ved Alleshave Bugt, med Rune Skjold Tjørnløv, nævnes for et hele 8 kærløbere. Lyset og afstanden var dog besværligt til at få gode billeder, men jeg prøver alligevel. Der er intet usædvanligt ved billederne; jeg håber blot de kan formidle lidt begejstring over fuglene...

Årets første besøg hos kobbersnepperne i Borreby Mose, 2017-04-30, 0856.

tirsdag den 6. februar 2018

Hvidhalset fluesnapper på Bispebjerg Kirkegård i København

2017-05-05, en fredag, havde jeg tidligt fri, og blev derfor glad for at se en melding på en Hvidhalset fluesnapper i København. Hvidhalset fluesnapper havde jeg kun set en gang før; i 2014 ved Nakkehoved Fyr. Det blev lidt skuffende kun til et flygtigt blik på fuglen dengang, og ikke noget foto. Den aktuelle fugl blev derfor twitchet uden betænkeligheder, og det lykkede øjeblikkeligt at connecte med fuglen ved ankomst til Bispebjerg Kirkegård, hvor bla. finderen TBR stadig havde snor i fuglen. Trods perioder hvor fuglen sank i jorden lykkedes det at få mange fine obser af den. Fuglen optrådte helt klassisk: på en østdansk parklokalitet, i skodvejr og vestenvind, dagen efter østenvind. Og ligeså klassisk var den væk dagen efter...

Jeg fik ingen nærbilleder, men en god håndfuld i forskellige træer samt en del dårlige flugtbilleder. Flugtbillederne vises trods deres ringe kvaliet, måske har de interesse for nogle.


lørdag den 3. februar 2018

Middelhavsmåger i Rom

Rom er et udmærket sted at kigge på Middelhavsmåger. De tiltrækkes selvfølgelig af de rigelige fødemængder, og derudover har man i Rom gode muligheder for at komme lidt til vejrs og dermed se mågernes overside. Området omkring Colloseum og Palatino er ganske fine steder; masser af udkigspunkter, og man virker ikke påfaldende når man skyder serier af de kredsende måger. Jeg koncentrerede energien om de yngre dragter, men fik desværre ikke fuldt hus i dem alle. Kun et enkelt 2k-billede, og lidt flere 4K-billeder. Til gengæld masser af 3k og adulte. Værs'go...

2K februar - 1. vinter. Bemærk helt sort øje og næb. Grovvatret flanketegning. Ensartet vatring på ryggen. Colloseum, 2017-02-13.

3K februar - 2. vinter. Bemærk begyndende lysning af øje og næb. Spredte grå fjer på ryggen. Her en længere fremskreden fjerdragt. Variationsbredden kan ses på de følgende billeder. Altare della Patria, 2017-02-14.

3K - 2. vinter. Mindre udviklet fjerdragt. Altare della Patria, 2017-02-14.

3K februar. Bemærk 1. vinters udseende på vinge og hale. Altare della Patria, 2017-02-14.

3K februar. Altare della Patria, 2017-02-14.

3K februar. Piazza dell' Esquilino, 2017-02-18.

Samme fugl.

Samme fugl.

3K februar - 2. vinter. Ny fugl. Piazza dell' Esquilino, 2017-02-18.

4K februar - 3. vinter. Bemærk adultlignende næb, spejl på p10, svagt tegnet halebånd, og overordnet meget lys. Colloseum, 2017-02-13.

4K - 3. vinter. Samme fugl. Bemærk hånden, der inderst er adultagtig, men yderst mangler lyse pletter, bortset fra p10. Eneste tydelige immature træk er de mørke hånddækfjer og det svagt tegnede halebånd. Colloseum, 2017-02-13.

Samme fugl.

4K februar - 3. vinter. Ny fugl. Stadig mørkt næb, og uden plet på p10. Colloseum, 2017-02-13.

Samme fugl.
4K februar - 3. vinter. Palatino, 2017-02-15.


Samme fugl.

Adult. Bemærk mere jævnt udbredt sort, frem til ubrudt p5, i forhold til Sølvmåge. Colloseum, 2017-02-13.

Adult. Palatino, 2017-02-15.