søndag den 30. august 2015

Færøerne I - 3 døgn på en færge

Årets ferietur gik til Færøerne, hvilket jeg som inkarneret nordbo altid har ønsket at opleve. Jeg ville gerne opleve sejlturen derop, dels for at få en - vag, indrømmet - fornemmelse af de gamle nordboers færden, men også for at få en fornemmelse af fuglelivet på det åbne hav. Jeg er mildt sagt underbemidlet mht skråper og stormsvaler, så selvfølgelig var det især dem jeg håbede at se. Det skulle vise sig at blive en stor oplevelse, selv om jeg ikke så en eneste af de ovennævnte. Vi sejlede tæt forbi både Sydnorge og Shetland, begge meget imponerende syn, og vi havde en meget smuk indsejling til Færøerne.

Hvad angår fuglene var der meget at se på, trods alt. Da vi skulle sove på en del af turen blev det selvfølgelig ikke til konstante observationer, men nogle timer blev det dog - sammenlagt 10 timers havobs må det mindst være blevet til. På første tur blev der obset mellem Hirtshals og Norge, samt mellem Shetland og Færøerne. På hjemturen blev der obset mellem Shetland og Norge, og uden for Hirtshals.

Jeg obsede flg. arter: Mallemuk, Sule, Storkjove, Sildemåge, Sølvmåge, Ride, Havterne, Lunde, Lomvie, Tejst.

Det var bemærkelsesværdigt, at Sølvmågerne ganske tidligt i sejladsen blev fuldstændigt fraværende. De virkede stærkt knyttet til kysterne, og især havnene. Meget hurtigt tog Sildemågerne over som næsten enerådende mågeart på rum sø. De kunne ses i en afstand af ca. 100 km fra kysterne. Deres tilstedeværelse fald nogenlunde sammen med Sulernes, dvs på åbent hav, men højest 100 km fra kysterne. Nogle få observerede Rider faldt indenfor samme mønster.

Talrige Havterner, Lunder og Tejste, samt fåtalligt Lomvie sås tæt under land ved Shetland, dels da vi sejlede forbi Sumburgh Head, og dels da vi sejlede forbi Foula. Mallemukker i pæne tal (200+), og Storkjover (20+) sås jævnt fordelt på havet, uden synderlig skelen til afstanden til nærmeste land - de optrådte i sandhed pelagisk.

En mindre detalje, som jeg hæftede mig ved, var, at jo længere mod syd fuglene sås, jo mere fældede de. Eneste Storkjove, og samtlige Mallemukker, set mellem Dk og Norge, var i stærk fældning. Dagen efter, fra Shetland og nord på, var næsten alle fugle i langt mindre fremskreden fældning. Samtlige Mallemukker på turen var af den lyse fase, dog med mindre variationer. Hos Storkjoverne bemærkede jeg en del variation, både med hensyn til dragtens grundfarve (fra Sydpolarkjove-koldt til varmt mørkebrun) og udbredelse af lyst felt i hånden. Så vidt jeg kan se viste alle fuglene plettet dragt, som det ses hos adulte. Her er jeg dog på lidt usikker grund og kan tage fejl.

Lidt landskabsbilleder blev det også til. Denne side er ikke velegnet til at vise meget lange panoramabilleder, så billeder af ShetlandFoulaFair Isle og Færøerne kan ses på links'ne.

Hermed en kaskade af billeder fra færgen; som håbløs Østersø-birder er det svært at begrænse billederne af ordinære arter som Mallemuk og Storkjove, og de herlige Lunder er billige point på en billed-blog, men hva'...

Fældende Mallemuk #1, 2015-07-25 i Skagerrak...