tirsdag den 23. december 2014

Birding i lav sol

Den sene del af efteråret 2014 blev en oplevelse på det jævne. Jeg havde ikke rigtigt tid til massive ture, men forsøgte at klemme lidt besøg på Røsnæs og Reersø ind. Med lidt slid lykkedes det at finde både en michahellis og en cachinnans, men det holdt hårdt. En Duehøg på Røsnæs blev en af de bedre overraskelser, da arten er pænt fraværende på Vestsjælland. Jeg forsøgte i mangel af bedre at nyde fuglene i det aftagende efterårslys, mens jeg ventede på megaen, der aldrig kom. Tættest på var Gråstrubet drossel, fanget i Gedser 2014-10-18, men sporet var koldt næste morgen. Det var dog som altid en fornøjelse at møde twitcher-toppen i Danmark.

Bedste oplevelse kom sent i november, da JSp fandt en Dværgværling på Sydhavstippen i København, 2014-11-23. Arten er en af de mange jeg endnu ikke havde forsøgt at twitche, da jeg havde et forfængeligt håb om selv at finde én en dag. Da fuglen nu var så relativt tæt på overbeviste jeg mig selv om, at NU skulle den bogføres. Jeg lokkede min datter med på tur, satte hende af ved Fields klokken 0930, og aftalte at ringe når den var i hus. Det kom den heldigvis hurtigt, og frem til klokken 1230 nød jeg den på kloshold. Desværre blev det ikke til flere ture ind til den, da vi for tiden sætter nyt køkken op. Kan jeg lige nå en tur eller to inden årsskiftet skal jeg dog ikke klage. Med mindre en mega trækker i anden retning bliver det Røsnæs og håbet om en Brilleand/Amerikansk sortand, der skal prøves.
Havørn 2k+, Røsnæs, 2014-10-04. Beringshavørn Vildmose-style?